Når landskabet ikke vil slippe

Om abstraktioner der ikke har lyst til at være abstrakte

Jeg har fotograferet landskaber i mange år. Naturen, lyset og stemningerne har altid været en stor del af mit billedunivers. Jeg kan mærke tempoet sænke sig og roen falde over mig, så snart jeg bevæger mig ud i naturen.
Jeg har til gengæld aldrig rigtig taget landskaberne med ind i mine malerier. Ikke på samme måde i hvert fald.
Men på det seneste har jeg haft lyst til at udfordre mig selv lidt. Jeg brugte sidste år på at male mine drømme. Det blev til historier fyldt med symbolik og detaljer, hvor hvert enkelt maleri tog uger eller måneder at færdiggøre
Efter at have sat det sidste penselstrøg på Brombærkrattets hemmelighed, følte jeg et behov for bare at sidde foran et lærred og lade det male sig selv.

Brombærkrattets hemmelighed

Små landskaber undervejs

Jeg havde brug for en hjernepause fra de store, komplekse malerier. Noget, hvor jeg kunne lege med farver og former uden at skulle forholde mig til alle de detaljer og fortællinger, der normalt fylder i mit arbejde.

Jeg tænker faktisk på de små malerier som den syltede ingefær, man får til sushi. Den, der renser smagsløgene mellem de forskellige stykker, så man er klar til den næste smagsoplevelse.

Mine små malerier er lidt det samme. En pause mellem de store fortællinger. En mulighed for at nulstille hovedet og bare male.

Samtidig havde jeg lyst til at skabe noget, der ikke tog uger eller måneder at færdiggøre. Små originale værker, som også kunne være mere tilgængelige for dem, der gerne vil have et stykke original kunst hjem på væggen, men måske ikke har pladsen eller budgettet til et stort maleri.

Jeg begyndte derfor at arbejde med en serie små abstrakte malerier. Ikke med et bestemt motiv i tankerne, men med farver, strukturer og en nysgerrighed efter at se, hvad der ville ske, hvis jeg gav lidt slip på det genkendelige.
Ideen var at lege med de farver jeg elsker, og som på en måde er blevet min faste pallette. Jeg var nysgerrig efter at se hvad der skete når jeg bare sammensatte farverne på forskellige måder i de her små abstrakte malerier. Men det var ikke så let for mig at slippe kontrollen helt (man er vel sygeplejerske).

For uanset hvad jeg gjorde, blev små landskaber ved med at dukke op.

En horisont. En antydning af en bjergside. Lys, der bryder gennem mørket. Små landskaber, der nærmest voksede frem af sig selv.

Og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg faktisk ikke havde lyst til at male dem væk.

Når kompositionen sidder i hænderne

Jeg tænker, at mange års arbejde med både maleri og fotografi har sat sine spor.

Jeg ser verden i farvekombinationer, kompositioner. I lys og skygge, former og dybde. Og selv når jeg forsøger at arbejde uden et konkret motiv, søger jeg tilsyneladende helt naturligt efter de samme elementer.

Det interessante er, at jeg ikke nødvendigvis ser landskabet, når jeg begynder. Det opstår undervejs. En mørk flade får pludselig karakter af en skov. En lys stribe bliver til en horisont, eller en bølge der brydes. Og så begynder jeg at arbejde med det, der allerede er på lærredet, frem for at forsøge at tvinge det i en anden retning.

Måske er det netop dér, jeg finder min egen form for abstraktion.

Den gule farve, der råber

Jeg har også udfordret mig selv med farverne.

Mine malerier er ofte præget af dæmpede naturfarver, mørke blåtoner og jordfarver. Jeg holder meget af de stille overgange, hvor lyset får lov at træde frem fra mørket.

Og så kom den gule.

En ret insisterende gul, faktisk.

Først var jeg faktisk lidt stolt!
Jeg har brugt en GUL, og den gør det ret godt der midt i alt det nedtonede. Men så kom tvivlen. Jeg tror jeg er nødt til at dæmpe den lidt, den er for vild. Måske skal jeg finde min Yellow Ochre frem og gøre den lidt mere medgørlig.

Men måske skulle jeg netop lade være……

For det er jo også en del af det at eksperimentere. At turde lade noget være anderledes, end man plejer. Også når det føles en smule uvant.

Jeg er stadig mest optaget af, hvordan lys og mørke kan skabe dybde og stemning. Men jeg er begyndt at undersøge, hvor langt jeg kan strække farverne, uden at miste det udtryk, der føles som mit.
Jeg endte med et kompromis. Den fik lov at blive……med mundkurv på!

Små malerier med plads til store landskaber

De små landskaber er efterhånden blevet deres egen lille del af Rosenmay Studio. De giver mig mulighed for at arbejde mere spontant mellem de større malerier. At prøve noget af, følge en idé og se, hvor den fører hen.

Jeg prøver at holde dem enkle. Lade farverne og kontrasterne gøre arbejdet frem for at fylde flere detaljer på. Nogle gange stikker det lidt af og jeg bliver lidt for modig, og så må jeg lige finde tilbage til det der er mig.

Og selvom de begyndte som et forsøg på at bevæge mig væk fra det genkendelige, er jeg faktisk glad for, at de små landskaber blev hængende. Måske handler kunstnerisk udvikling og nysgerrighed ikke altid om at finde noget helt nyt. Nogle gange handler det om at opdage noget nyt i det, man allerede kender.

Så de små landskaber får lov at blive. Som små pauser mellem de store fortællinger. Min kunstneriske syltede ingefær

Og jeg er åbenbart også landskabsmaler. Selv når jeg prøver på ikke at være det.

– Sanne, Rosenmay Studio

Næste
Næste

Lille Sanne