Lille Sanne

Pigen, jeg havde glemt

Der findes et gammelt fotografi af en lille pige i en rød- og hvidstribet T-shirt. Ved siden af hende ligger en sort labrador.

Hun er omkring fire år gammel i starten af 80’erne , og hun hedder Sanne.

Det er mig. Og hunden er Bonnie, min bedste ven.

Da jeg her ca. 45 år senere fandt fotografiet, blev jeg pludselig mindet om den lille pige, jeg engang var. Et eventyrlystent barn med en livlig fantasi og en verden fuld af muligheder.

Min verden var fuld af fantastiske historier, gyserhistorier der blev fortalt af naboens store drenge i beskyttelsesrummet under deres have og hemmelige huler under jorden, fyldt med uendelige mængder slik og sodavand, og selvfølgelig adgang forbudt for forældre og storebrødre!

Jeg var et barn der tegnede på tapetet bag møblerne. Og det der sted hvor man liiiiige kunne få en finger ind i hjørnet, hvor tapetet ikke sad helt tæt. Åhh at finde det sted og så trække fingeren nedad i en tilfredsstillende bane af tapet der blev revet fra hinanden, mens jeg samtidig prøvede at være helt stille, så ingen opdagede mig.
Jeg byggede hele slotte af mos, sten og grene i skoven, samlede på sten og tog sneglene med indenfor om natten, fordi jeg syntes, det var synd, de skulle være ude i kulde og mørke.

Og jeg gik altid med snuden vendt mod jorden. Der fandt jeg kviste og grene og alt muligt andet fra naturen som jeg bragte med mig hjem fordi jeg kunne se noget i dem. En gren kunne ligne et lille væsen med lange arme, en kroget ryg eller et mærkeligt hoved.

Jeg har egentlig ikke ændret mig ret meget på det punkt.

Men livet har det med at fylde. Man bliver teenager og voksen. På et tidspunkt bliver det vigtigere at forsøge at være som de andre. Der er forventninger fra andre og man lærer efterhånden at bruge sin opmærksomhed på “vigtigere” ting. Et eller andet sted undervejs betød det desværre at de mere fantasifulde og legende sider af mig selv blev gemt lidt væk.

Heldigvis lå de bare i dvale.

Jeg har malet længe, siden jeg var omkring 16 år (Hvis vi ikke medregner den tidlige tapet kunst), og naturen har altid været en stor del af min inspiration.
Jeg elsker lyset der glimter i bladende mellem træerne, det næsten neongrønne mos, der ser så blødt ud at man får lyst til at lægge sig i det og kigge op i trækronerne, de små detaljer i skovbunden og de former og fortællinger, der næsten opstår af sig selv, når man giver sig tid til at kigge- og lytte. Forår, sommer, efterår og vinter.

Nu.
Efter mange år, hvor den lille pige på billedet har været gemt væk i ungdomsoverlevelse,- og voksenlivet, har jeg besluttet mig for at give hende lidt mere plads igen. Det er tid.

For hvorfor skulle jeg egentlig holde op med at se væsener i kviste, bare fordi jeg er blevet voksen?
Eller kigge på himlen og forestille mig hvordan skyerne hænger på en tørresnor. Eller visualisere sæbeboblefængeren i Marselisborgskoven, når der pludselig kommer hundredvis af farverige små sæbebobler svævende mellem træerne.
Der er noget magisk ved at give sig selv lov til at lege og fantasere og lade tankerne glide derhen hvor de vil.

Derfor har jeg besluttet at sende den lille Sanne ud på nogle af de eventyr hun drømte om.

Og langsomt er der begyndt at dukke små væsener op.

Stilhedsbeskytteren

I den meget tidlige fase.

Mosevandreren, Stilhedsbeskytteren, Dugsamleren og Sæbeboblefangeren er nogle af dem. Hver med deres egne særheder, opgaver og personligheder.

Mosevandreren

Bliver lige så stille til.

(Kim nørkler i baggrunden….)

De er stadig ved at finde deres form, og jeg aner ikke, hvor mange der kommer, eller hvordan universet kommer til at udvikle sig. Det er som om det lever lidt sit eget liv, og jeg har på fornemmelsen at Kim måske synes der er lidt for meget væsen-magi i stuen efterhånden.

Men det er faktisk noget af det sjoveste. Jeg ikke behøver ikke at vide det på forhånd. Væsener fra min fantasi kan få lov til at vokse frem som de vil og jeg følger bare med.

Og Bonnie?

Selvfølgelig er hun med.

Hun var min trofaste følgesvend dengang, og nu får hun lov til at følge Lille Sanne ud på nye eventyr.

Det føles ret befriende at hilse på lille Sanne igen. Jeg har sagt undskyld for at jeg kom til at ignorere hende lidt for længe.
Og nu skal jeg nok holde op med at tale om mig selv i 3. person, det er der jo ingen der kan holde ud at høre på.

_______________________

Da jeg var barn, var mit største ønske at kunne flyve som fuglene. At svæve deroppe i luften og kigge ned, sikke en ro og sikke et eventyr det måtte være.
Jeg spekulerer på hvordan jeg kan give mig selv den gave, uden at kaste mig ud fra alting, som jeg gjorde dengang.