Maj noter
Maj kommer stille.
Langsomt bliver verden grønnere dag for dag.
Så ved man at det er forår i Danmark.
Blade folder sig lydløst ud, og pludselig cykler jeg under en paraply af grønt gennem skoven.
Dug samler sig langs bladkanter og i græsset under fødderne.
Skovbunden begynder at dufte anderledes nu — blødere, varmere, mere levende.
Det er ren natur mindfulness.
Maj er måneden hvor jeg for alvor stikker snuden ud af mit vinter hi og
begynder at lægge mærke til de små ting igen.
Det har jeg mødt i maj
Maj er skvalderkålens tid.
De lysegrønne blade dukker op i skovkanter, haver og grøftekanter. Næsten før man opdager det, er den overalt
som et stort, grønt tæppe.
De fleste ser dem som ukrudt, noget der skal fjernes.
Men i de helt unge skud findes en frisk, grøn smag, næsten som en blanding af persille, selleri og forår.
Jeg kan egentlig godt lide dens stædighed.
Måden den vælter frem på, uden at spørge om lov.
Som om naturen hvert år minder os om, at det vilde altid vender tilbage, og det er ikke os der bestemmer.
Man kan bruge den i salater, pesto og smoothies.
Mælkebøtte og skovmærke
Mælkebøtter har jeg plukket mange af.
Den gule farve sladrer hurtigt om hænder og snuder der har
været tæt på den gyldne blomst.
I år har jeg set store marker, fyldt med mælkebøtter. Ved første øjekast lignede
de faktisk raps marker. Smilet breder sig på mit ansigt ved synet, og jeg får
lyst til at sætte mig midt i det hele.
Mælkebøtten er temmelig alsidig, og man kan bruge alle dele af den.
Jeg har lavet gelé, “honning”, kandis og mælkebøttecider af de gule kronblade.
Og rødderne har jeg gravet op, renset, tørret, ristet og malet til en skøn “urte-kaffe”
_______
Skovmærke er en sjov én.
Den står stille og anonym mellem andre planter,
næsten som om den ikke vil opdages. Alligevel skiller den sig ud med
Sine fine symmetriske blade.
Men prøv at nulre bladene mellem fingrene næste gang du ser den.
Så kommer duften frem.
Sød. Grøn. Næsten som vanilje og nyslået hø på samme tid.
Jeg tror det er noget af det jeg holder mest af ved vilde planter.
At man først lærer dem at kende, når man stopper op længe nok.
Jeg tørrer ofte skovmærke og gemmer den til senere.
Til te.
Til små glas med tørrede sommerdufte.
Til vinterdage hvor man savner skovbunden lidt.
Lærk
Lærketræerne er noget af det første
der lyser op i skoven om foråret.
De små lysegrønne nåle ser næsten bløde ud
når de folder sig ud.
Og midt imellem dem sidder de små kogler —
lyserødlige, bløde og næsten blomsteragtige
før de bliver mørkere senere på året.
Jeg kan godt lide at stille mig under et lærketræ, og
Kigge op mellem kogler og nåle.
Der er noget let over den.
Noget næsten sart.
Nålene dufter grønt og frisk
når man gnider dem mellem fingrene.
Mere mildt.
Mere lyst, end fyr.
Jeg har brugt de unge skud til te og sirup.
Men nogle gange er det nok bare at stå stille et øjeblik
og se hvordan hele træet næsten skifter farve fra dag til dag.
Brændenælderne har fået deres egen note herinde.
En plante jeg vender tilbage til hvert forår.
