Modlysets datter

Modlysets Datter

Af Sanne Rosenmay

Byen lå som et åndedrag mellem bjergene — en lille, næsten glemt landsby et sted i Tyskland, ved bredden af en sø, der spejlede alt.
Husene stod tæt langs søbredden, med mørke træfacader og røde tage, og om aftenen glødede vinduerne som små lanterner i mørket.
Jeg husker, hvordan jeg tænkte, at stedet føltes tidløst. Som om det ikke rigtig hørte til nogen verden — kun sin egen.

Jeg var der sammen med min familie, på gennemrejse, på vej et andet sted hen.
Min onkel fortalte, at byen snart skulle nedlægges, og jeg forstod ikke, hvorfor nogen dog kunne have lyst til at nedlægge så smukt et sted.
Der var intet i luften, der antydede fare — kun den stille lyd af vand mod sten og den søvnige ro, der får én til at glemme, at alt kan ændre sig.

Men om eftermiddagen begyndte vinden at skifte.
Himlen fik den der metalliske farve, som altid kommer lige før et uvejr.
Luften blev tæt, tung, elektrisk.
Folk begyndte at gå indenfor, trække gardiner for og tænde lamper.
Jeg kunne se det varme lys bag vinduerne — trygt, menneskeligt.
Men jeg blev stående i døren med kameraet i hånden og så, hvordan skyerne trak sig sammen i det fjerne.
Himlen blev mørkere og mørkere, og jeg blev draget mere og mere derud.

Jeg elsker uvejr.
Der er noget ved dem, der føles så ufatteligt utæmmet — som om verden holder op med at skjule sig.
Og i stedet for at søge ly, søger jeg ud.

Så jeg gik ud.
Vinden tog fat i mit hår, og jeg kunne mærke fugten i luften som et løfte om regn.
Jeg gik ned til søen og stod dér og så det ske.

Vandet trak sig tilbage.
Langsomt, men bestemt.
Først forstod jeg ikke, hvad jeg så — for hvordan kunne dette forekomme i et lille smørhul mellem bjergene?
Men så afslørede søen sin bund: mudder, glinsende sten, et sølvglimt fra noget, der engang havde ligget skjult.

Jeg løftede kameraet i ren fascination, og alle kompositionerne drev forbi mit indre øje.

Så kom råbene, og jeg så, at vandet i søen havde rejst sig som en gigantisk tsunami.
Folk løb skrigende i panik imod mig, men jeg stod som fanget af sandet — drevet af trangen til at forevige dette øjeblik.

Først var det bare en mørk linje i horisonten.
Så bevægelse.
Så løftede den sig, voksede, foldede sig ud som en væg af vand, der slugte lyset.
Den var smuk, frygtindgydende, majestætisk.
Og jeg kunne ikke lade være med at trykke på udløseren.

Klik.
Et billede af noget, ingen nogensinde burde se — og som alle burde se.

Det var først, da jorden begyndte at ryste, og folk skreg, at jeg forstod, at jeg måtte bevæge mig, hvis ikke jeg ville opsluges.
Jeg vendte mig om og løb.

Men jeg ville ikke miste et eneste øjeblik af dette enestående, vanvittige syn,
så jeg kastede armen bagud med kameraet i hånden og trykkede febrilsk på udløseren igen og igen.

Jeg tænkte ikke.
Jeg løb.

Jeg løb mod huset, mod lyset i vinduerne, mod stemmen i mit hoved, der blev ved med at sige deres navne.
Min yngste søn var stadig i huset — men min mand og min ældste søn...
De var gået ned til søen tidligere. Langt væk, ned langs bredden.

Tanken ramte mig som et slag.
Et øjeblik standsede jeg, og noget i mig krøllede sammen.

Er jeg nu en af dem?
En af dem, der mister alt på et øjeblik — der står tilbage med kun et tomrum?
Er det nu min tur?

Men der var ingen tid til svar.
Jeg løb videre.

Da jeg nåede huset, var døren åben.
Jeg råbte deres navne, igen og igen, indtil min stemme forsvandt i stormens brøl.
Vandet kom nærmere — jeg kunne høre det.
Jeg kastede et blik bagud og så bølgen komme ind mellem husene.
Lyset fra den var som tusind små sole.
Jeg løftede kameraet igen, uden at tænke, og trykkede.

Så blev alt hvidt.

Da jeg vågnede, lå jeg i stilhed.
Verden var stille.
Vandet stod højt, men roligt.
Søen var igen spejlblank, som om den aldrig havde bevæget sig.

Jeg sad på trappen foran huset, våd og udmattet, kameraet i hånden.
Mine hænder rystede, da jeg tændte det.
De fleste billeder var slørede — kun ét stod klart:
Bølgen, i det øjeblik den rejste sig, badet i lys.
Og midt i lyset — en kvinde.
Håret løftet af vinden, ansigtet vendt mod himlen.

Jeg vidste med det samme, at det var mig.
Men jeg kunne ikke huske at have stået dér.

Jeg blev siddende længe.
Så hørte jeg fodtrin.
Først ét sæt, så flere.

Jeg vendte mig om —
og dér stod de.
Min mand, mine sønner, de andre.
Våde, forpustede, men i live.

Jeg rejste mig, og alt i mig brød sammen på én gang.
Lettelse.
Tårer.
Stilhed.

Jeg sagde ikke noget.
Der var ikke noget at sige.

Senere, da jeg så på billedet igen, tænkte jeg, at måske var det det, drømmen handlede om.
Ikke at miste — men at forstå, hvor tynd grænsen er.
At elske verden nok til at ville fange den, selv mens den bryder sammen.
At turde stå i modlyset — og vide, at når mørket letter,
så er man stadig her.

Og det var vi.
Alle sammen.

Forfatterens note

Drømmen kom til mig, som nogle af de drømme der føles mere virkelige end dagen selv.
Jeg vågnede badet i sved, med hjertet hamrende, men også med en mærkelig klarhed.
For i drømmen var bølgen ikke kun en katastrofe — den var også noget smukt.
Noget uendeligt og levende.

Da jeg senere malede Modlysets Datter, forstod jeg, at drømmen ikke handlede om vandet, men om øjeblikket imellem frygt og erkendelse.
Det øjeblik, hvor man stadig ikke ved, om alt vil gå tabt — men vælger at løbe alligevel.

Måske handler det om kærlighed.
Om mod.
Om at blive stående i stormen og stadig række ud efter verden.

For det er dét, kunsten er for mig:
Et forsøg på at fastholde bevægelsen,
at finde lyset midt i kaosset,
og huske, at vi overlevede.

— Sanne Rosenmay