Sidste sensommer samlede jeg brombær. Mange brombær.

Jeg plukkede og plukkede og plukkede og mine fingre fik samme farve som skyggerne mellem bærrene.

Jeg brugte timevis i krattet, mens augustlyset faldt mellem bladene, og hænderne langsomt fyldte skålene.
Jeg befandt mig samtidig et mærkeligt sted i mit liv. Jeg havde forladt det arbejdsliv, jeg kendte, og var begyndt et andet sted, uden endnu at vide hvad det egentlig skulle føre til.

Derude i krattet fik tankerne lov til at vandre.

Noget var ved at blive afviklet. Noget andet var måske allerede begyndt, uden at jeg helt havde opdaget det endnu.

Når jeg ser på maleriet nu, tænker jeg, at det måske er dét, der er brombærkrattets hemmelighed. At mens jeg troede, jeg stod der og samlede bær, var alting langsomt ved at ændre sig.